Uddrag fra Interviewbogen Magiske Møder – kunstens rolle i integration
Interviewbogen ”Magiske møder – kunstens rolle i integration” er udsprunget af mit ønske om at sætte fokus på kunstens potentiale i integrationssammenhæng. Jeg er selv kunstner – forfatter – og har længe været optaget af emnet integration, fordi det er væsentlig for mig personligt og samfundsmæssigt. På det personlige plan har jeg oplevet ”at skulle integreres” i København, da jeg flyttede fra en provinsby i Jylland til hovedstaden for at studere litteraturvidenskab på universitetet. Det var et møde med andre kulturelle og sociale koder end de, jeg kendte hjemmefra. Det tog tid – nogle gange føltes det som lang tid – før jeg kunne begå mig i mit nye miljø. Og jeg har minder fra den første tid om forsøg på at være med i fællesskabet, når de andre studerende talte om litteratur, musik og kulturelle begivenheder. Men på det tidspunkt anede jeg ikke, hvad de talte om, fordi jeg ikke havde den samme kulturelle ballast som dem. Det har taget mig mange år at få en grundig kulturel viden. Jeg har derfor siden været optaget af, hvordan enkeltindivider passer ind i grupper og i sidste ende i samfundet.
På det samfundsmæssige plan er jeg optaget af, hvordan vi som borgere bevarer evnen til at tale sammen på trods af kulturelle, aldersmæssige, geografiske og andre forskelle. For mig at se er det danske samfund bygget på evnen til dialog med dem, der tænker anderledes end én selv. Det er det fundament, vi står på. Tidligere – og stadigvæk – var det forskellige klasser, der stod over for hinanden fx arbejdere og arbejdsgivere, og de formåede at forhandle sig frem til løsninger, der kom alle til gavn. Som jeg ser det, må vi i dag også tale os frem til løsninger, der kommer alle til gavn – også mennesker med andre kulturer og religioner i rygsækken. Som forfatter Adil Erdem siger i bogen: ”Samfundet har ikke andre muligheder.” Og der kommer kunsten ind i billedet som en praksis, der kan skabe kontakt, dialog og forståelse mellem mennesker. Kunsten kan både på det individuelle og på det samfundsmæssige plan virke som ”smertestillende medicin”. I kunsten møder man sig selv og de andre på en autentisk måde, fordi de facader, vi ellers har i hverdagen, falder væk. Kunst skærer ind til benet – i hvert fald god kunst – og der møder vi os selv med det menneskelige indhold, vi har – på godt og ondt. På samme måde kan grupper af mennesker få skrællet laget af kultur væk og møde hinanden som mennesker med meget mere til fælles, end vi gik og forestillede os. Det handler ikke om, at vi alle skal være enige om alting, men om at vi skal bevare og fremelske evnen til at tale sammen. Det er simpelthen nødvendigt i et moderne demokrati, at grupper og enkeltindivider kan have en konstruktiv dialog, hvor vi forstår og respekterer hinandens synspunkter. Kun gennem dialog kan vi få et på alle måder rigt samfund i vores globaliserede tid.
Der er tilsyneladende ikke mange, der beskæftiger sig med kunstens rolle i integration i Danmark. Det undrer jeg mig over, når man tager den nuværende situation i betragtning, hvor mange flygtninge og indvandrere skal integreres i samfundet. Derfor er denne interviewbog så meget desto vigtigere, fordi seks kunstnere udtaler sig om deres erfaring med og viden om, hvad kunst kan betyde i integrationen. Samtidig er bogen en undersøgelse af, om kunstnerne kan placere sig på en vigtig plads i samfundet, hvor de er med til at skabe dialog og fællesskab på tværs af kulturelle og andre forskelle. Jeg synes, at det er en væsentlig plads som modvægt til de mange personer fx politikere, der taler forskelle og splittelse i samfundet op og lægger vægt på det problematiske i integrationen. Der er mange politikere og debattører, der ser det besværlige, ja, direkte farlige i mødet mellem forskellige kulturer, men der er få, som byder ind med mulige løsninger på de kulturmøder, der efter min mening er en naturlig del af vores globaliserede verden. Men det gør kunstnerne faktisk i bogen. Fx siger forfatter Adil Erdem: ”Vi sorterer hele tiden kunsten fra i vores politiske bevidsthed. Vi sorterer kunsten fra i vores måde at diskutere politik og samfund på. Vi inviterer en masse eksperter i studiet, og journalisten, der styrer debatten, jubler over, at nu sidder han eller hun sammen med en professor fra Syddansk Universitet, der skal kommentere emnet. På den måde har journalisten allerede lagt sig fast på sandheden – eller i hvert fald på hvordan emnet skal behandles. Det må han eller hun også gerne, men kunstnerne repræsenterer jo helheden i et samfund, og der kunne man bruge kunstnerne meget mere i diskussionen om fx integration.” Kunstnerne har altså noget centralt at bidrage med i samfundsdebatten.
Men hvad betyder ordet integration egentligt? Hvad ligger der i begrebet? Hvem skal integreres? Og er der forskel på integration og god integration? Jeg har slået op, at ordet integration kommer fra det latinske ”integratio” af ”integrare”, der betyder ”at gøre hel”. En anden definition lyder: ”Integration er de sociale processer, der forbinder de enkelte personer og grupper med hinanden i en mere overordnet enhed.” Jeg synes, at sidstnævnte passer godt med de erfaringer og situationer, som de medvirkende fremhæver i interviewbogen. Bogen har det afsæt, at integration betyder noget forskelligt afhængigt af, hvem man er, og hvor man kommer fra. For kunstnerisk leder af projektet Eutopia i Gellerupparken og skuespiller Brigitte Christensen er integration ”et levende møde” mellem mennesker. For skuespiller Marie-Lydie Nokouda er det ”et møde hvor vi sammen skaber noget nyt”. Forfatter Adil Erdem har skrevet 66 bøger for at nå frem til en definition på begrebet integration, og han er slet ikke færdig med at skrive bøger. Han siger: ”Integration er for mig at se at kunne stå på egne ben et nyt sted og prøve at kæmpe sig frem til et nyt liv og have den viden, der gør det muligt.” Digter Jan Pêt Khorto gør rede for begrebets historiske udvikling, hvor hvert samfund og hver tid lægger noget nyt i det. Sanger og musiker Tina Buchholtz mener: ”Vellykket integration er, når man som individ er i stand til at bevare sin egenart i en fælles sammenhæng. Det er på tværs af køn, alder, sprog og landegrænser. Det er, når der er plads til én som individ, og når man er i stand til at bidrage til fællesskabet.” Endelig siger skulptør Jens Galschiøt: ”Jeg mener, at integrationen er lykkedes, når man føler samhørighed med det land, man opholder sig i. Det behøver ikke nødvendigvis at være sådan, at man foretrækker at være i det land, men at man har det godt i landet, og at man hænger sammen med dem, der bor der. Det er, når man genkender sig selv i landet og ikke føler sig udenfor. Det er at have et arbejde, at have en plads som man synes er relevant for både én selv og for samfundet.”
Integration af flygtninge og indvandrere fylder meget i den offentlige debat, og opfattes af mange som en stor udfordring for samfundet. Men hvordan kan ”kulturmøderne” blive en gevinst for samfundet? Denne bog gør opmærksom på kunstens potentiale i integrationsprocessen via kunstneriske praksisser. Der skelnes mellem det autonome kunstværk og den kunstneriske praksis. Det er sidstnævnte, der menes her, når der tales om, hvad kunst kan i integrationssammenhæng. Den kunstneriske proces` egnethed til integration er efter min mening stor. Det hænger sammen med, at en kunstnerisk praksis er en åben proces, hvor der ikke er rigtige eller forkerte måder at være eller agere på. Desuden er der ingen, som på forhånd ejer en given kunstnerisk praksis, og derfor kan alle være med og udfolde sig på lige fod. Med andre ord er en kunstnerisk proces en inkluderende proces, hvor mange forskellige mennesker kan deltage, som dem de er, og med det, de har at bidrage med. Det passer godt til integrationsprocessen, hvor folk kommer mange steder fra og har mange forskellige ting med i bagagen.
De seks kunstnere, der medvirker i bogen, har som udgangspunkt fået de samme spørgsmål, men de svarer vidt forskelligt på dem. Emnet integration er komplekst, og derfor synes jeg, at det giver god mening at få forskellige svar på det. Yderligere ser kunstnerne på integration og kunstens evne til at bidrage til den ud fra deres egne kunstarter bl.a. musik, skulptur, litteratur og teater, hvilket i sig selv nuancerer svarene. Det har været vigtigt for mig at sprede interviewene på forskellige kunstarter netop ud fra den betragtning, at forskellige kunstnere vil se forskelligt på de spørgsmål, de bliver spurgt om. Mangfoldigheden i svarene modsvarer emnets kompleksitet på smukkeste vis. Det er også ud fra en mangfoldighedstankegang, at kunstnere med forskellig etnicitet er valgt. Det er rimeligt at spørge kunstnere, der selv er blevet integreret eller er i gang med at blive det, hvordan de forholder sig til emnet.
Følgende kunstnere deltager i interviewbogen:
Jens Galschiøt er skulptør og sølvsmed med international rækkevidde (bl.a. værker i Hong Kong, Sydamerika, Mexico og USA) samt debattør.
Brigitte Christensen er skuespiller og kunstnerisk leder af projektet Eutopia i Gellerupparken ved Aarhus. Hun har erfaring med integration gennem teater bl.a. fra Italien, hvor hun har boet i tredive år.
Jan Pêt Khorto er syrisk lyriker og journalist. Han er en brugt debattør i bl.a. flygtningespørgsmål.
Marie-Lydie Nokouda er skuespiller med afrikansk baggrund. Hun har erfaring med integrationsprojekter inden for teaterverdenen.
Tina Buchholtz er sanger, komponist, musikpædagog m.m. Hun har erfaring med projekter i musikundervisningen af bl.a. tosprogede børn i Horsens.
Adil Erdem er forfatter med kurdisk / tyrkisk baggrund. Han har skrevet om integration i bøger og artikler gennem mange år.
Interviewbogen ”Magiske møder – kunstens rolle i integration” har sit afsæt i en debat, der blev afholdt på Kulturmødet Mors 2016 i regi af Dansk Kunstnerråd. I debatten ”Kunst som redskab for integration” deltog tre af kunstnerne, der medvirker i bogen, og yderligere tre relevante kunstnere er kommet til. Jeg synes, at det er vigtigt at fastholde kunstnernes syn på og viden om kunstens rolle i integration på skrift, og derfor kan de nu læses her i bogen. Deres udsagn og synspunkter kan forhåbentlig bidrage til en konstruktiv debat om integration og kunstens rolle i den i dagens Danmark.
Inge-Helene Fly, juni 2017