Jeg er forfatter, facilitator, underviser, forlægger, redaktør og uddannet BA i Litteraturvidenskab. Jeg har arbejdet med sprog og litteratur i over 20 år i forskellige sammenhænge. Mit engagement gælder både det talte og skrevne ord, og jeg er lige så glad for at undervise kursister i kreativ skrivning som for at redigere og udgive manuskripter.
Som forfatter har jeg skrevet 6 skønlitterære bøger og 1 fagbog om kunstens rolle i integration. Jeg skriver digte, noveller og romaner. Jeg henter inspiration i mit eget liv, i naturen, fra rejser og ikke mindst fra andre bøger. Det er emner som identitet, valg, tid, steder, kærlighed og livets gen- og vildveje, der optager mig.
Udover min egen skrivning har jeg været aktiv i foreningsarbejde i Dansk Forfatterforening og Dansk Kunstnerråd gennem en årrække. Her har jeg bl.a. arrangeret og styret debatter med kulturpolitisk og litterært indhold. Det samfundsmæssige engagement løber som en rød tråd gennem mit arbejde med sprog og litteratur.